Stadion - historie

Historietimen: Tre Basel-besøg i den gamle Idrætspark

27/8/2025

FC Basel har spillet tre gange i den “gamle” Idrætspark, mens Parken efter 1992 kun har haft et enkelt besøg i form af Lugano FC, som FCK mødte i Europa League-gruppespillet i 2019.

1946 ALLIANCEN-FC BASEL
Basels første besøg var lørdag den 29. juni 1946, hvor de spillede 1-1 mod “Alliancen” - en fodboldsammenslutning fra 1940, som til aftenens kamp bestod af spillere fra HIK, KFUM, Fremad Amager og ØB, dvs københavnske klubber niveauet under klubberne i “Stævnet”, KB, B1903, B.93, AB og Frem.

Ud over at det var det første schweiziske klubbesøg i Idrætsparken, så var det mest bemærkelsesværdige, at der var kickoff lørdag kl. 15.30.

Lørdag var normal arbejds- og skoledag, men under besættelsen begyndte man at spille flere lørdagskampe, da varemangel og mørklægning betød, at butikkernes åbningstid var kortere, og i 1946 betød en ny lukkelov, at butikkerne lukkede lørdag kl. 14.

Det gav sporten nye muligheder for at spille kampe, for der gik endnu 10 år før Idrætsparken fik elektrisk lys, og det begrænsede mulighederne for at spille på hverdagsaftener uden for de “lyse måneder”.

FC Basel var året før rykket ud af Nationalliga A, men havde netop vundet Nationalliga B og uden problemer spillet sig tilbage i den bedste række.

Kampen blev ikke den store oplevelse for de 6-7.000 tusinde tilskuere, hvilket ikke kun skyldes øsende regnvejr, der gjorde banen svær at spille på, men også skyldes schweizisk rejsetræthed. De havde nemlig taget turen fra Alpelandet i bus, hvilket tog halvandet døgn…

På Alliancens hold samlede interessen sig især om de to talentfulde ØB-angribere Carl Aage Præst og Helge Bronée, som jo også siden fik flotte karrierer, og især 24-årige Præst imponerede i kampen og scorede også danskernes enlige mål i 1-1-kampen på hovedstød efter oplæg fra Bronée.


1960 KB-BASEL
Der var mere gang i den onsdag den 26. oktober 1960, hvor KB mødte FC Basel i Messeby-turneringen. En turnering, der som navnet antyder, var for Messebyer og var en forløber for den senere UEFA Cup.

Derfor var det formelt set en bykamp mellem København og Basel, men Københavner-holdet bestod kun af KB’ere, og Basel-holdet af otte FC Basel-spillere, så vi tager den med...

A propos elektrisk lys, så blev den netop spillet en mørk efterårsaften (kickoff kl. 19.00) i det, man dengang omtalte som en “lyskamp”, for nu havde Idrætsparken fået fire lysmaster.

Det blev på forhånd anset for en jævnbyrdig affære, hvor det gjaldt for KB om at sikre sig et godt udgangspunkt inden returkampen en uge senere - og det må man sige, at de fik!

Kort før pausen stod det dog kun 1-1 indtil kort før pausen efter mål af halfbacken Vagn Petersen (som i dag nok var noteret som et schweizisk selvmål) og af den den dygtige schweiziske forward Josef Hügi, som havde 30 schweiziske A-landskampe på sit CV og bl.a. var landets topscorer ved VM hjemme i Schweiz i 1954.

Lige inden pausefløjtet scorede Vagn Petersen igen, og efter en time stod det stadig kun 2-1 - men så gik KB ellers amok i sjældent set grad og scorede seks gange i den sidste halve time til slutcifrene 8-1!

KB’s offensive spillere sprudlede - på en noget billig baggrund, må man dog sige - og Jørn Sørensen scorede tre gange, Ole Sørensen to gange og Ejvind Clausen en enkelt.

Returkampen på det endnu ret nye St. Jakob-Park stadion i Basel blev en formssag, hvor KB førte tre gange på mål af Jørgen Ravn (2) og Ole Sørensen, men hver gang udlignede Basel, så det endte 3-3. Selv om KB spillede ti mod 11 i 2. halvleg, fordi Ole Sørensen udgik med en skade, og man ikke spillede med udskiftning…

“Ingen må gå i stykker i aften,” havde KB-træner Carlos Pinter ellers understreget, men Ole Sørensen var heldigvis klar igen til næste kamp.

Vi kan tilføje, at der var målorgier i næste Messeby-runde, hvor KB spillede 4-4 hjemme mod Birmingham (efter at have været bagud 1-4 efter en times spil), men tabte 0-5 i returkampen på St. Andrew’s Ground.

>> Læs mere om Messeby i Idrætsparken: KB-Barcelona i 1956


1967 HVIDOVRE IF-FC BASEL
Basels tredje og sidste besøg i Idrætsparken var i 1967, hvor schweizerne havde indledt en ren “guldalder” og netop vundet det første af fem mesterskaber på syv sæsoner - og dermed for første gang kvalificeret sig til Europa Cup for Mesterhold.

Det samme havde Hvidovre IF efter en helt eventyrlig rejse op gennem divisionerne, hvor de på fire sæsoner fra 1962-65 gik fra Danmarksserien til 1. division, og i 1966 blev de danske mestre for første gang.

Allerede i 1965 spillede de europæisk og blev slået ud af Frankfurt i Messeby-turneringen, men i 1966 sejrede de sensationelt 2-1 i den første kamp ude mod FC Basel efter at have vendt 0-1 til 2-1 i den sidste halve time på mål af Allan Hebo Larsen og Leif Sørensen. Ikke mindst takket være en brandkamp af keeper Jørgen Henriksen.

Det tegnede til en åben og spændende returkamp i Idrætsparken, og Basel chokerede de 9.363 tilskuere med et mål allerede i andet minut. Men så foldede Hvidovre sig ud, spillede klart bedst og førte fortjent 2-1 ved pausen på mål af Fritz Hansen og Leif Sørensen.

Det lignede en afgørelse, da John Steen Olsen øgede til 3-1 efter en times tid, men den sidste halve time gik Hvidovre lidt ned på fysikken, og Basel åd sig ind i kampen. Med fem minutter igen var de kommet på 3-3, men nærmere kom de ikke, og Hvidovre var videre til anden runde - og drømte meget småt eller meget stort:

“Lad os få et hold, vi let kan slå, eller også nogle af de udenlandske berømtheder, som kan trække tusinder af tilskuere til Idrætsparken og fylde vor pengekasse,” lød det fra den jublende Hvidovre-lejr, hvor navne som Juventus, Man. United og Benfica føg gennem luften i det tætpakkede og sikkert også tilrøgede omklædningsrum.

De trak Real Madrid! Men det er en anden historie, som du kan se lidt af her…