Ligesom til F.C. Københavns hjemmekampe indtil videre, så må der ikke være koordinerede hop på Parkens B-tribunen til Herrelandsholdets kamp mod Finland den 23. marts.
”Sikkerheden for vores fans er det vigtigste for DBU – ligesom det er for Parken," siger DBU's kommunikationschef Jakob Høyer.
"Derfor har vi i de seneste dage været i tæt dialog med Parken, der understreger, at det er sikkert at opholde sig på Den Røde Mur i Parken på torsdag, men at der for nu ikke vil blive koordineret hop."
Parken skal - som oplyst i artiklen, vi linker til - lave flere undersøgelser og fastholder den tætte dialog med DBU med henblik på fremtidige landskampe.