Parken er godt i gang med at udskifte græsset efter forrige uges Robbie Williams-koncert, så det nye græstæppe er klar til F.C. Københavns første hjemmekamp i den nye sæson. Det er en træningskamp mod Hamburger SV lørdag den 12. juli,kl. 16.00, hvor der forventes mange tilskuere. Forleden var der allerede udstedt over 14.000 billetter, jf. denne status på fck.dk.
Parkens græstæppe blev i den netop afsluttede sæson kåret som det næstbedste i 3F Superliga og har de senere år taget et stort spring frem i denne ”græstabel”, som Parken tidligere vandt mange gange.
I en periode var kvaliteten desværre under al kritik, men efter den omfattende renovering af Parkens ”undergrund” i vinteren 2022/23, har Parkens nye Grounds Team under ledelse af Oliver Deeming sørget for, at kvaliteten igen er helt i top.
Du kan læse mere om Oliver Deeming i denne artikel fra Spillerforeningen, som også står bag den årlige afstemning om Superliga-banerne.
Der er i øvrigt mange muligheder for at se banen fra nærmeste hold, for vi har planlagt en lang række rundvisninger i løbet af sommeren - se datoer m.m. her.